FSD på Folkemødet: Alt afhænger af øjnene, der ser

Gode investeringer i handicap, sammenhængsreformen som svar på nedbrydning af siloer og socialt udsattes retssikkerhed i kommunerne. FSD var vidt omkring i debatterne på årets Folkemøde på Bornholm.

Af journalist Tina Juul Rasmussen

Når en borger med et handicap eller akut opstået fysisk eller psykisk problem henvender sig i kommunen, er fortællingen om, hvordan borgeren mødes og hvilken støtte og hjælp, kommunen giver, meget forskellig. Det afhængig helt af, hvem man spørger.

Vi starter hos borgeren. Lad os sige, hun hedder Jane. Under en rygoperation har Jane pådraget sig en skade på nervebanerne i ryggen. Kommunen bevilger hende en transportkørestol ud fra en vurdering af, at der var tale om en midlertidig skade. Men Jane udvikler tryksår og får i stigende grad brug for hjælp til almindelige gøremål i hverdagen. Det ender med, at udgiften alene til Janes sårpleje løbet op i en halv mio. kroner om året.

- For de penge kan man få rigtig meget ergoterapi, hvis det havde været investeringen fra starten, og Jane var blevet udredt grundigere, argumenterede Lotte Lagoni, næstformand i Ergoterapeutforeningen i debatten ’hvorfor er det så svært at investere rigtigt fra starten’, som DUOS (tidl. Bruger-Hjælper Formidlingen, red.) stod bag.

Kommunerne stiller med eksperter

Spørger man derimod direktør Mette Heidemann fra Kalundborg Kommune, ser sagen anderledes ud.

- Når man som borger møder kommunen, møder man eksperter. Og ja, vi har et systemperspektiv, men tænker også i værdighed. Så den rigtige hjælp fra starten – hvad er den? Vi skal forvalte pengene med ansvarlighed, og det kan også være, at borgeren ikke fra starten kan se, at den hjælp, som sættes i værk, er den rigtige. Nogle gange viser det sig først langt senere i forløbet, sagde hun.

For Susanne Olsen, landsformand for Dansk Handicap Forbund (DHF), er sagen kerne, at kommunerne tyer til for mange standard- og ’her-og-nu’-løsninger. Det har afstedkommet, at antallet af henvendelser til DHFs rådgivning om hjælp til at håndtere kommunernes beslutninger vokser år for år.

- Hvis man som handicappet ikke får den rigtige hjælp fra starten, slider det – både fysisk og psykisk. Vi bliver ældre ligesom alle andre, og vi har brug for at opretholde vores funktionsniveau med alderen – lige som alle andre. Og jeg tør næsten ikke sige det, men får vi den rigtige hjælp fra starten, kan vi måske blive mindre hjælpekrævende med tiden. Men det kræver fælles nytænkning af løsningerne. Og at man ser os som hele mennesker.

FSD på Folkemødet
blockq
Jeg er ikke så stor modstander af siloer i den forstand, at de er med til at garantere faglighed og kompetencer. Men der skal samtidig være sammenhæng i indsatsen.

Ikke forbudt at tale om økonomi

Helle Linnet, formand for FSD, sammenlignede en god start på et forløb med at bygge et nyt hus.

- Her ved vi godt, at forberedelsen og fundamentet er afgørende for, hvor godt byggeprocessen og det færdige hus bliver. Det sammen gælder et handicappet barn. Det er vigtigt at give det færdigheder, så det kan klare sig bedst muligt på sigt.

- Og her bør det ikke være forbudt også at tale om økonomi – at hvis et barn klarer sig godt fra starten, får det et bedre livsforløb og koster det færre penge. Og ja, vi er alle eksperter i eget liv, men vi skal også kunne lytte til, hvad eksperterne mener og have en åbenhed overfor andre muligheder og løsninger, sagde hun og påpegede, at vi som samfund mangler viden og data til at kunne træffe de helt rigtige valg i alle situationer.

- Mennesker ligner ikke hinanden, og evnen til at leve med et handicap er forskellig. Derfor skal opgaven gribes forskelligt an, og her ved vi ikke altid nok. Men vi er blevet bedre – og vi kan blive endnu bedre. Men opgaven ligger godt i kommunen, fordi vi kan trække på tværgående ressourcer og har fat i familien hele vejen rundt. Vi er også opmærksomme på, at tilliden har svære kår i disse år – og vi kan jo ikke diskutere, hvad folk oplever, så den tager vi til os.

Siloer garanterer faglighed

Netop den tværgående tænkning var temaet for en debat hos KMD om, hvorvidt Sammenhængsreform er løsningen på den årelange debat om siloer i det offentlige. For hvad nu, hvis borgeren er glad for at gemme sig i siloerne? Og hvordan kommer vi fra snakken om ’mere sammenhæng’, hvis siloerne fortsat består kulturelt, fagligt, politisk og økonomisk - kan en reform så overhovedet flytte noget, lød oplægget til panelet.

- Jeg er ikke så stor modstander af siloer i den forstand, at de er med til at garantere faglighed og kompetencer. Men der skal samtidig være sammenhæng i indsatsen, sagde Helle Linnet.

Den holdning bakkede socialrådgiver i Gladsaxe Kommune, Ditte Brøndum, som er medlem af Dansk Socialrådgiverforenings hovedbestyrelse op, om. - Vi har stadig brug for kompetencerne, hvis vi får nedbrudt siloerne. Og vi skal have borgere, som er ’mægtiggjorte’ med større ansvar for deres egen sag.

Skal ikke registrere det samme i tre systemer

Et vigtigt ben i bestræbelserne på at skabe sammenhæng, er loven om ’Én plan’, der blev vedtaget for nylig. Den har nogle kommuner været frontløber på som frikommuneforsøg, bl.a. Hillerød.

- Jeg er spændt på, om Folketinget vil bruge vores erfaringer til noget, så det ikke forbliver et frikommuneforsøg, og så vi ikke stadig skal trippelregistrere eller have tre lægeerklæringer til den samme borger, som vi sænker ned i tre forskellige registreringssystemer, sagde borgmester Kirsten Jensen fra Hillerød.

Helle Linnet fremhævede gode eksempler med at bruge én plan på både misbrugs-, ungdomsuddannelses- og beskæftigelsesområdet samt med hjerneskadekoordinatorer. - Vores erfaring er, at relationer er utroligt vigtige, når tingene skal lykkes. Og at man ledelsesmæssigt sætter sig for bordenden og skærer igennem det, som er svært. Men vi kan også lære rigtig meget af hinanden, fx ved at tage på besøg og se, hvordan de gør det i andre kommuner - og ved at fortælle historierne om, hvad der lykkes for os.

It-rosen har også torne

It-understøttelsen og datadeling er et andet ben, der skal fungere, hvis sammenhængen på tværs skal lykkes. Og her fik kommunerne ros af KMDs CEO, Eva Berneke. - Jeg synes faktisk, at kommunerne er ret gode til at dele erfaringer med hinanden, og når vi ser de gode historier, kan vi bringe dem videre som et standard it-produkt, så andre kan købe ind på det og ikke behøver at opfinde den dybe tallerken.

Men selvom Danmark er et af de lande i verden med den mest digitaliserede offentlige sektor, er it-systemer og datadeling ikke en rose uden torne, erkendte paneldeltagerne. - Det kan udfordre tilliden, at vi fx vil bruge big data på tidligt at finde udsatte børn, med de info vi har på dem, inden de overhovedet kommer ind i vores system. Betyder det, at vi må banke på døren hos folk og sige, at de er dårlige forældre, fordi de har været fx arbejdsløse eller psykisk syge, spurgte Ditte Brøndum.

- Det giver i hvert fald stof til eftertanke, når handicappede ikke vil registreres af frygt for, hvad data kan bruges til. Så hvis vi skal diskutere, hvad kvalitet i indsatsen er, skal vi starte med at høre borgeren først, hvad de oplever som kvalitet, supplerede Helle Linnet og mente også, at kommunernes forskelligheder kan være en fordel, selvom det som oftest er noget, både politikere og borgere skælder ud over.

- Fordi det kan fx være nemmere at samarbejde på tværs i en lille kommune end i en stor. Så selvom vi kan blive bedre til at arbejde på tværs, skal vi også fortælle historierne om succes, fordi det skaber tillid mellem os og borgerne.

Vi skal overholde loven

Men tilliden har trange kår, når det gælder socialt udsatte retssikkerhed. Det viste debatten med Rådet for Socialt Udsatte, som var kendetegnet af en forholdsvis kontant tone og en del kritik af kommunerne, som Helle Linnet lyttede til, men slog også fast:

- Vi kan ikke diskutere, om vi skal overholde loven. Det skal vi, og der hvor vi ikke gør det, skal vi hele tiden arbejde på at blive bedre. Men lovgivning gør det ikke alene. Vi skal sikre den gode dialog gennem en værdig kommunikation, hvor vi finder en god balance mellem at respektere, at borgeren er ekspert i sit eget liv – samtidig med, at der kan være andre hensyn der skal tages.