Om FSD

Foreningen af Socialchefer i Danmark er en traditionsrig forening, der er etableret i 1913.

Foreningens formål er, at samle kommunale chefer på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet i Danmark for:

  1. At fremme gensidig faglig inspiration og erfaringsudveksling.
  2. At formidle og tage initiativ til samarbejde med relevante myndigheder, institutioner og organisationer på nationalt, regionalt og internationalt plan.
  3. At påvirke lovgivningen og udviklingen gennem afholdelse af årsmøder og konferencer, deltagelse i kommissionsarbejde, forskning, debatter m.v., herunder en aktiv og åben indsats i forhold til medierne.

Den væsentligste del af FSD´s arbejde foregår decentralt med udgangspunkt i foreningens 5 regioner.

En af FSD´s veteraner - socialchef Ole Pedersen, Ringkøbing Kommune - er blevet bedt om at skrive sin version af FSD´s historie:

Foreningens historie.
Socialchefforeningen blev startet i 1913. Foreningens navn blev "Foreningen af Forsørgelsesinspektører og kommunale Afdelingschefer ved Forsørgelsesvæsenet".

I 1935 fik foreningen navnet "Foreningen af Socialinspektører og dermed ligestillede". Senere kom den til at hedde "Socialinspektørforeningen i Danmark" og i 1977 vedtog man det nuværende navn "Foreningen af Socialchefer i Danmark".

I mange kommuner har man skiftet titel til socialchef, men titlerne socialinspektør og socialdirektør lever i bedste velgående flere steder.




Kredsene

Direkte i forhold til medlemmerne udøver foreningen sin virksomhed gennem årsmøder. Men tidligere opstod der behov for en bredere og hyppigere medlemskontakt, og tilbage til 1940 har der været kredsarbejde, hvor man hver for sig havde sine møder og sin virksomhed.

Oprindeligt var der 5 kredse. Efter kommunalreformen i 1970 har kredstallet svaret til antallet af amtskommuner.

Medlemsindflydelsen på det løbende bestyrelsesarbejde blev tidligere fundet meget beskeden. Omkring kommunesammenlægningen startede formanden derfor på at få forskudt centrale dele af foreningens virksomhed til de 14 kredse.




Demokratisering

1977 ændrede man igen vedtægter og demokratiserede beslutningsprocessen ved at ophæve repræsentantskabet og lade generalforsamlingen være øverste myndighed. Alle fik derved direkte indflydelse på valget af landsformand og bestyrelse, der samtidig skiftede navn til hovedbestyrelse. For ikke at miste det bindeled mellem kredsene og hovedbestyrelsen, som repræsentantskabet hidtil havde været, oprettedes et kredsformandsråd bestående af de 13 kredsformænd. Dette råd skulle 3 gange om året mødes med hovedbestyrelsen.

Nyeste tid har også budt på vedtægtsændringer. Som ikke bare de gamle, men også de nye medlemmer ved, er der nu vedtaget en ny struktur, hvorefter man har taget endnu et skridt i retning af øget indflydelse til alle medlemmerne på sammensætningen af hovedbestyrelsen. Hver kreds skal nu vælge et hovedbestyrelsesmedlem. Herudover skal de amtskommunale medlemmer vælge 1 hovedbestyrelsesmedlem, og kun landsformanden skal nu vælges på generalforsamlingen. Hovedbestyrelsen er herved vokset fra 7 til 15 medlemmer.




Medlemmer

Spørgsmålet om, hvem der kan være medlem, har også givet problemer. De store og de større kommuner ønskede efterhånden at have mere end 1 medlem, og man har henvist til, at afdelingschefer i større kommuner har aflønning og ansvarsområde mindst på samme niveau som socialinspektører eller socialchefer i mindre kommuner. Den blide strid har stået på i mange år, og de store og større kommuner har nu flere medlemmer. De mindre kommuner har dog sikret, at træerne ikke er vokset ind i himlen - man har fastholdt en grænse i forhold til indbyggertal og ikke accepteret medlemsrepræsentation svarende til disse kommuners formulerede ledelsesstruktur.




Samarbejdet med de sociale udvalg

Socialinspektørforeningen fandt tidligt frem til et samarbejde med det, der i 30´erne hed "Sammenslutningen af Købstædernes Sociale Udvalg". Initiativet udgik fra den politiske forening, der havde rådmand Chr. Nielsen, Århus, som formand og socialdirektør Orla Jensen som sekretær. Der begyndtes med et fælles møde i maj 1937 i Odense, og i 1938 formulerede de 2 bestyrelser på et fælles møde en egentlig overenskomst.

En nyttig forbindelse var dermed knyttet - og den er senere fastholdt i erkendelse af, at den enkelte socialinspektør og dermed hans forening er knyttet til et politisk system med alt, hvad dette betyder på godt og ondt.




Det kommunale socialplanlægningsudvalg

Det kommunale socialplanlægningsudvalg påbegyndte sin virksomhed i 1971. Foreningen fik en formaliseret kontakt til Kommunernes Landsforening og dermed langt større mulighed for at få sine synspunkter frem, hvor de politiske afgørelser blev truffet.

Der blev afviklet DKSPU-møde hver måned - dagen forud for bestyrelsesmøde i Sammenslutningen af Sociale Udvalg (SASU). I møderne deltog en række socialchefer, repræsentanter fra København og Frederiksberg og fra de større kommuner, Kommunernes Revisionsafdeling og Kommunedata. Planlægningsudvalget fungerer fortsat og har nu ændret navn til "Det Faglige Kontaktudvalg på social- og arbejdsmarkedsområdet".




Socialchefer før og nu

Vore tidligste forgængere - de, der startede foreningen - fattiginspektører og forsørgelsesinspektører - var ældre herrer - for der var ikke kvinder med. Da titlen i 30´erne blev socialinspektører var menneskene bag formidlet lidt, men det var mest kontante, magtfulde herrer, der sikkert ikke var indstillet på megen spas på kontoret hverken med personalet eller klienterne, som det hed dengang.

I dag skal det være anderledes, sådan som tidligere socialminister Mimi Stilling Jakobsen har udtrykt det i 1988:

"Modsætningen mellem hjælp og kontrol, tillid og mistillid kan vi ikke slippe af med. Betoningen af konsulentsiden og nedtoning af kontrolsiden indebærer, at vi kritisk vurderer de kontrolforanstaltninger som ledelse, bureaukrati, revisorer og lovgivning har opstillet.

Socialmedarbejderen skal gå fra at være sagsbehandler til at være den konsulent eller rådgiver, som det offentlige stiller til rådighed for borgeren, med den primære opgave at bistå med oplysninger, hjælp og støtte til at sætte en proces i gang, hvorigennem borgeren kan finde sin egen løsning på problemerne……..".

Der har slet ikke været så mange år imellem den tid, hvor det var fattiginspektøren, der i egen person sad og uddelte fattighjælpen, og nu hvor vi har den "dynamiske og idérige personlighed, som træder utraditionelle veje".

Og fra Steincke som fattiginspektør på Frederiksberg, daglig talende med klienter, til den socialchef, der desværre er optaget, fordi han sidder i budgetmøde, fra knækflippen til bondeskjorten, halsklud og cowboybukser.

Så langt som godtfolk kan huske tilbage, har socialforvaltningen været den største kommunale forvaltning. Ofte blev det sagt, at du var kommunens dyre dreng. Men det var ikke udtryk for varm forståelse, men for det beklagelige faktum, at veje og byggeri, for slet ikke at tale om skoler og kultur, skulle konkurrere med noget så sært som en socialforvaltning om de kommunale skattemidler. Det var ikke passende, når socialinspektøren påpegede, at hans forvaltning var lige så stor som alle de andre tilsammen - både i omsætning og med hensyn til personale. Socialinspektøren skulle være beskeden og tilbageholdende.

Hvordan er eller snarere hvordan skal en socialinspektør eller socialchef så være i dag?

Heldigvis er verden og livet så mangfoldigt, at vi ikke kan give et entydigt svar. Det er blevet et hårdere job, hvor de senere år har sorteret flere fra end indenfor andre fag.