Tørresnoren blafrer og patienten er syg – igen

Af Helle Linnet, formand for FSD

En minister melder sin ankomst i kommunen. Hun vil gerne se og høre, hvordan velfærden løses ude ’virkeligheden’, ude hos borgerne. Kommunen er på den anden ende i dagene op til besøget for at kunne vise det arbejde frem, som man er stolt af, og som lykkes rigtig godt. Dagen oprinder, ministeren ankommer og får en præsentation af aktiviteter der er relateret til det nære sundhedsvæsen, en rundtur til den vellykkede beskæftigelsesindsats, der bringer de udsatte ledige tættere på arbejdsmarkedet. Måske når man også et besøg på misbrugscenteret, der fortæller om deres helhedsorienterede indsats og gode resultater på baggrund af et tæt og koordineret samarbejde på tværs af faggrænser.

Alt sammen rigtig fint, synes både minister og kommune. Indtil ministeren kommer hjem og får præsenteret en ny rapport, 21 påbud på et område med hundrede tusind kontakter hvert døgn eller undersøgelse af de kommunale sundheds-, social eller beskæftigelsestilbud. Så er den gal igen. Kommunerne gør det ikke godt nok, nu må der sættes ind, strammes op, reguleres og sendes task forces afsted.

Tørresnoren blafrer, patienten er syg. Igen.
Det må være bekymrende for en minister, der samtidig lægger op til, at vi i kommunerne hele tiden skal løse flere opgaver i det nære sundhedsvæsen. For faktum er, at det største, danske sygehus i dag er i borgerens eget hjem.

Vi vil det samme – det bedste for borgeren

Det opleves efterhånden som hverdagskost, at ministre kritiserer opgaveløsningen i det offentlige. Sidste år hængte socialministeren kommunerne til tørre. Nu mener sundhedsministeren, at forskellene i det nære sundhedsvæsen i kommunerne er uacceptable og uforklarlige. Ja, nærmest i kategorien ’en syg patient’, som hun udtrykte det på KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum i Aalborg for nylig.

Det må være bekymrende for en minister, der samtidig lægger op til, at vi i kommunerne hele tiden skal løse flere opgaver i det nære sundhedsvæsen. For faktum er, at det største, danske sygehus i dag er i borgerens eget hjem.

Så – i det kommunale system modtager vi disse politiske udmeldinger med undren. Vi ved jo godt, at den kommunale indsats hele tiden skal optimeres og forbedres, hvilket vi oplever stor vilje til, både politisk og administrativt. Og vi har i kommunerne et stort fællesskab om, at vi vil det bedste for borgerne. Det betyder bl.a., at vi opsøger viden fra andre kommuner og regioner, vi deltager i udviklingsprojekter, investerer i uddannelse og teknologi - og frem for alt fastholder et stærkt fokus på at tage udgangspunkt i den enkelte borgers behov i et tværgående, kommunalt samarbejde.

Dette tværgående samarbejde er meget meningsfuldt, men også svært – ligesom det er det i regioner, ministerier og private virksomheder. Men netop fordi det er meningsfuldt, arbejder vi fokuseret og bliver også dag for dag bedre til det.

Ja, vi er 98 forskellige kommuner

Men ja – vi er forskellige i landets 98 kommuner. Og det vælger jeg at tage som en ros og anerkendelse. For der er stor forskel på, om den kommunale diameter på fem eller 70 km. Og på, hvor lang afstanden er til det lokale sygehus. Det betyder fx, at de geografisk store kommuner ikke kan samle deres aktivitet ét sted – uanset hvor meget vi gerne vil optimere og sikre et samlet fagligt stærkt tilbud.

Vi ved af erfaring, at for den svageste borger er afstanden til velfærdstilbuddene en kæmpe barriere. Derfor skal der lokalt være tilbud, som tilpasses de lokale behov, også selvom det kan være dyrere og måske give knapt så mange tilbud, men til gengæld kommer borgerne.

Ligeledes er det velbeskrevet, at uddannelsesniveau og sundhedsprofiler er meget forskellige. Borgerne er sundere og levere længere i de nordsjællandske kommuner end fx på Lolland-Falster og Sydsjælland. Forskelle, vi også ser andre steder i landet. En af konsekvenserne af det er, at de kommunale sundhedstilbud skal være tilsvarende forskellige for at matche borgernes varierede behov.

Vi oplever også, at der i perioder er så stor en tyngde på visse områder, at det er hensigtsmæssigt at prioritere særlige opgaver på bekostning af det brede tilbud. Det kan fx betyde, at patientskoler prioriteres højt, mens den mere borgerrettede forebyggelse ikke kan tilgodeses i det ønskede omfang. Og det er helt i tråd med den kommunale ret til at prioritere.

Spørg os, hvorfor vi gør som vi gør

Derfor kunne jeg godt ønske mig, at ministrene i stedet for gang på gang at revse kommunerne, prøvede at sætte sig ind i, hvorfor vi løser opgaverne, som vi gør. Spørg os! Der er altid gode begrundelser og faglige overvejelser bag. En større opbakning og støtte til vores arbejde kunne også være med til at skabe større tillid til vores velfærdssamfund og måske også betyde, at udfordringen med at rekruttere bl.a. læger, sygeplejersker og andet sundheds- og omsorgspersonale i yderkommunerne, ville blive mindre.

Så, kære ministre: Vis tillid til, at vi – jeres politiske kollegaer og embedsmænd i kommunerne – gør det bedste for borgerne, der hvor borgerne lever og bor. Og næste gang, I kommer på besøg hos os, så spørg ind til de ting, I undrer jer over, eller som ikke virker så lette at løse. Så kan vi måske undgå flere tørresnore og ”syge patienter”.