FSD til politikerne: Styr med fornuft


Velfærdens frontlinjemedarbejdere navigerer i et dagligt inferno af paradokser. Der er behov for klarhed, sund fornuft og ukomplicerede løsninger.


Af Helle Linnet, formand for FSD og direktør i Vordingborg Kommune

En af mine kolleger i Socialchefforeningen sendte i år en anderledes sommerhilsen til sine medarbejdere i social- og arbejdsmarkedsforvaltningen. Udover at anerkende dem for deres store, daglige indsats ønskede hun dem en god ferie fra frontlinje-velfærdens paradokser. Responsen var markant. Medarbejderne følte sig i den grad set og anerkendt for de svære dilemmaer, de skal håndtere hver eneste dag, når de møder borgerne. Borgere, som for de flestes vedkommende kommer med en positiv forventning om at få hjælp og støtte til deres problemer. Men også de – få – borgere, som forventer at skulle kæmpe med kommunen om deres sag.

Velfærden er under beskydning

For vel har vi et dansk velfærdssystem, opbygget igennem generationer og misundt af mange verden over. Og som i sit udgangspunkt er kendetegnet ved lige adgang for alle til det gode liv – med uddannelse, sundhed, pleje og omsorg fra vugge til grav.

Men vi har også en offentlig sektor, som er under pres i disse år – fra borgere, organisationer og politikere. Derfor kan det daglige arbejde som både topleder og frontmedarbejder opleves som en svær øvelse i at navigere på paradoksernes parkeringsplads. For:

Vi skal levere dokumenteret kvalitet for alle grupper af borgere – fra selvskadende unge til komorbide ældre – uden at tømme de kommunale kasser.

Vi skal prioritere ydelser med sikker hånd uden at vælge noget fra, så både de, der råber højt, og de, som ikke stiller krav, får den hjælp, de har behov for og krav på.

Vi skal inddrage, høre og forstå borgerne, mens vi som myndighed tolker og afgør ud fra den evigt skiftende reform-lovgivning med stadig større fokus på økonomi.

Vi skal sætte borgeren i centrum, mens vi detailrapporterer i timevis i it-systemer, der ikke taler sammen på tværs. Og uden at måtte spilde dyrebare velfærdskroner på kolde hænder.

Vi skal tænke og arbejde helhedsorienteret i systemer, der har vandtætte skotter. Vi skal sikre En Plan for borgeren på tværs af lovgivninger uden sammenhæng.

Vi skal skræddersy velfærden til den enkelte, men må ikke være forskellige, når vi benchmarkes.

Vi skal effektivisere, mens reformerne skyller ind over os, uden de lovede besparelsesgevinster.

Vi skal overholde budgetloven, mens tilgangen af borgere med komplekse og omkostningstunge problemstillinger vokser ukontrollerbart.

Vi skal sikre frit valg for borgerne uden et udbud af private leverandører at vælge imellem.

Så for mig giver det fuldstændig mening, at medarbejderne i min kollegas kommune følte sig anerkendt, hørt og set for deres arbejde i skyggerne af disse velfærdsparadokser. Og i nogle tilfælde næsten på trods af dem.

Retur på paradoksernes holdeplads

Vi står overfor et efterår med nye politiske tiltag, som vi ser frem til – men også kan frygte en anelse, netop i lyset af ovenstående.

Vi kan kun bakke op om regelforenklingen af beskæftigelsesområdet, som der netop er indgået politisk aftale om. Vi håber, den i praksis vil give os mulighed for at flytte kræfterne fra rigide proceskrav og detailstyring til en endnu større indsats for at få de ’sidste’ ledige i job.

Det er der behov for i en tid, hvor arbejdsgiverne efterspørger medarbejdere i et tempo, vi har svært ved at matche, fordi borgernes udfordringer er langt mere komplekse end blot ledighed.

Men kommer regelforenklingen i en pakke med krav om massiv effektivisering og dermed besparelser – fordi vi nu har færre regler, vi skal følge – er vi tilbage på paradoksernes holdeplads. For med færre hænder bliver opgaven med at få disse ledige borgere med komplekse og sammensatte problemer i job ikke nemmere.

Drømmer om det sømløse system

Vi glæder os også til at se det politiske bud på, hvordan sammenhængsreformen skal blive til praktisk velfærd i en kommunal dagligdag. Ønsket om det ’sømløse system’ er kæmpestort hos alle, er min oplevelse.

Både borgere, medarbejdere og ledere har længe ventet på større smidighed og sammenhæng, så vi hurtigere og nemmere kan løse kerneopgaven. Det ville give så god mening – trods de indlysende udfordringer i et system, som historisk set er struktureret i hierarkier og siloer. Siloer, der paradoksalt nok også på den ene side er udskældte, og på den anden er med til at sikre den specialistviden, der efterspørges.

Så skal jeg følge i sporet på min kollegas sommerhilsen, vil min efterårsopfordring til politikerne på Christiansborg være: Lad nu den sunde fornuft råde. Vær modige, stå ved jeres politiske prioriteringer, og bak om op verdens bedste velfærdssystem i stedet for at fragmentere og komplicere det endnu mere.

Jeg ved efter mere end 25 år i den offentlige chefstol, at vores medarbejdere på alle niveauer hver eneste dag løser et væld af komplekse opgaver 100 procent loyalt i forhold til borgerens behov – samtidig med at de formår at holde de politiske intentioner og økonomien i skarpt fokus. Lad os nu ikke lægge flere sten på deres vej. Lad os tværtimod hjælpes ad med at fjerne dem.

Læs indlægget på Altinget her